Amagerbrogade

Amagerbrogade har potentialet til at blive en fantastisk handelsgade. Men tiderne er svære for små butikker, og Amagerbrogades handlende er kun langsomt fulgt med udviklingen. Lokale butikker, værtshuse, caféer og restauranter er vigtige for at skabe en god by. Men de kommer ikke af sig selv – der skal både være attraktive rammer og interesserede kunder. Det bliver en ond spiral, hvis vi ikke gør noget.

En plan for Ny Amagerbrogade

Jeg går ind for det “Forslag til helhedsplan for Amagerbrogade”, jeg som repræsentant for lokaludvalget har været med til at udvikle. Planen handler om at skabe . Ved at skabe bedre krydsningsmuligheder i form af bl.a. midterheller. Ved at sænke mængden af biltrafik for at gøre det mere attraktivt at handle for de knap 80% af kunderne, som kommer til fods, på cykel eller med kollektiv transport og lægger næsten 70% af omsætningen. Ved at skabe bedre plads på fortovene til både udstilling og fodgængere. Ved at skabe bredere cykelstier. Ved at skabe pladser og grønne rum for at give ro og indbyde til ophold.

Aktiv facadepolitik

Lige nu er der mange tomme butikker på Amagerbrogade, og der er mange blændede facader på bl.a. spillehaller. Dette på trods af, at der er meget velovervejede og klart formulerede regler for indretning af facaderne, som bl.a. fordrer indblik frem for blændede vinduer. Reglerne bliver bare ikke respekteret af alle – endsige håndhævet over for dem, der ikke respekterer dem.

Kvarter-manager

Hvad om vi i fællesskab – butikker og kommune – ansatte en “kvarter-manager”, som kan gå i dialog med butikkerne om attraktive facader og med udlejerne om butikssammensætningen? En person, som kan lave fælles kampagner for de mange individuelle butikker og kan koordinere events og andre aktiviteter.